|
|
Menu kronvildtgruppen.dk
|
28-01-2012
2 online !
|
Brev til Miljøminister Troels Lund
Poulsen.. Kronvildt og markskader
|
| |
|
Undertegnede er en gruppe af
landmænd og lodsejere som
har jord i umiddelbar
tilknytning til den vestlige
del af Gludsted Plantage –
der er et af kronvildtets
kerneområder i Midtjylland.
Vi ligger dermed i
”frontlinjen” i konflikten
mellem almene
naturinteresser og
privatøkonomiske
landbrugsmæssige hensyn, da
vi – om nogen – i
dagligdagen mærker effekten
af de grønne organisationers
årelange ønske om mere
kronvildt i den danske
natur. |
| |
 |
|
Kronvildt i bygmark, Gl
Kjærshovedgård v.Gludsted
Plantage, Juni 2008
|
| |
|
Grunden,
til at vi på denne måde
henvender os til dig, er den
tiltagende frustration og
afmagt vi føler i forhold
til den retsløshed vi
opfatter os som værende
udsat for, hvor vi - uden at
være blevet hørt - ensidigt
er blevet pålagt, at afholde
de økonomiske omkostninger
ved de uacceptabelt store
afgrødeskader den stærkt
voksende kronvildtbestand
påfører os. Lidt historie.
Flere af os har på tætteste
hold gennem de seneste 50 år
fulgt, hvordan krondyrene er
gået fra - inde i skovene -
at have været betragtet som
skadevoldende vildt, til at
være et sjældent og nærmest
eksotisk indslag i den
stedlige natur og videre
frem til i dag, hvor det
uden sidestykke er den mest
dominerende vildtart i
området. Op gennem 50’erne
og 60’erne drev man en
ganske konsekvent jagt på
krondyrene på statens
arealer, da man i skovbruget
betragtede dem som
skadevoldere p.gr.a. bidning
i nykulturer og
barkskrælning i bestående
bevoksninger. Der var ikke
tale om, at man ønskede at
udrydde bestanden, men man
holdt den på en størrelse
inde i skoven, så de
omkringliggende
landbrugsarealer sjældent -
om overhovedet – blev besøgt
at vildtet. Kronvildtet blev
derfor af naboerne
udelukkende betragtet som
spændende og - i jagtmæssig
sammenhæng - meget sjældent
og attråværdigt vildt. |
| |
| |
Fra begyndelsen af
70’erne og 25 år frem i
tiden blev jagten i
statsskoven lidt mere
tilbageholdende, hvilket
snart bevirkede fremgang
for bestanden. I den
periode begyndte vi, som
jordbrugere i
området, at
få et lidt mere nuanceret
billede af krondyrene, da vi
fandt ud af, at under de
rette forhold – eksempelvis
tørke hvor fødemulighederne
i skoven var begrænsede –
kunne dyrene i visse
afgrøder optræde i så stort
tal, at de kunne udrette
betydelige skader. I det
samlede billede var det dog
sådan, at problemerne
skiftede fra år til år. Det
ikke var de samme lodsejere
og de samme arealer og
afgrøder, der blev ramt
hvert år. Dyrene flyttede
præferenceområde, så selvom
skaderne ind imellem
opfattedes som økonomisk
belastende, så opvejedes de
over tid af et større
jagtmæssigt udbytte, som
tilfredsstillede en
personlig interesse eller
som kunne omsættes i større
indtægter fra jagtlejen. Der
var i denne periode ikke
tale om, at det – fra et
økonomisk synspunkt –
optimale afgrødevalg på
markerne var truet. I
enkelte afgrødetyper kunne
det dog være nødvendigt med
afværgeforanstaltninger, som
i langt de fleste tilfælde
så også var virksomme. |
| |
 |
|
Udsnit
af kronvildtrudel, ca 90
dyr, Gl.Kjærshovedgård. Juni
2008 |
| |
|
I løbet af de sidste 10 – 15
år har billedet derimod
ændret sig radikalt. P.gr.a.
en meget restriktiv
afskydningspolitk i
statsskoven har vi oplevet
en kraftig forøgelse af
bestanden, hvorved
markskaderne er gået fra at
være en kilde til
irritation, til i dag at
være så betydelige, at
tabene på nogle arealer går
fra 50% udbyttenedgang til
total ødelæggelse, og hvor
problemerne i nogle afgrøder
ikke længere begrænser sig
til marker i umiddelbar
tilknytning til skoven men
også omfatter arealer op til
1-2 km væk.
Grovfoderafgrøder som majs
og roer kan det ud fra en
omkostningskalkulation ikke
længere forsvares at placere
på marker op til skoven, i
kløvergræs registreres
omfattende skader.
Salgsafgrøder som kartofler
og raps er væk for længst.
Vintersædsmarker skades i
løbet af vintermånederne så
meget, at det ofte er
tvivlsomt, om der er noget
at starte op med til
foråret. Den eneste
kornafgrøde, det hidtil har
været muligt at få
nogenlunde uskadt frem til
høst, er vårbyg, men
indenfor de seneste år har
vi oplevet, at også denne
afgrøde skades voldsomt – i
enkelte tilfælde totalt – i
ugerne umiddelbart før høst,
hvor dyrene plukker aksene
på en del af planterne –
p.gr.a. det høje
proteinindhold - mens resten
trædes ned. Status i dag.
Fra at dyrene blev set i
flokke på 10 – 20 stk. er
det i dag almindeligt at se
70 – 100 dyr på samme mark,
i nogle tilfælde kan der på
enkelte aftener i månederne
juni-juli tælles over 200
dyr. Det er på en del af
arealerne omkring skovene
ikke længere muligt på
forhånd at lave en blot
nogenlunde sikker
kalkulation på almindelige
markafgrøder. Det frie
afgrødevalg eksisterer i
større og større områder
ikke længere. |
| |
|
Glidende
ekspropriation. Med de
stærkt stigende omkostninger
til udsæd, gødning,
kemikalier, løn- og
maskinomkostninger,
planteavlen på det seneste
har oplevet, er der allerede
nu arealer, hvor det ud fra
almindelige
dækningsbidragsberegninger
ikke længere er
hensigtsmæssigt at
opretholde en normal
landbrugsmæssig drift, men
hvor dette sker udelukkende
for at opfylde gældende lov
omkring miljøgodkendelser i
forhold til udbringning af
husdyrgødning og EU’s regler
for enkeltbetalingsordningen
(ha-støtte). Dette er
selvsagt ikke økonomisk
holdbart på længere sigt, og
vil under alle
omstændigheder ophøre første
gang arealerne bliver
handlet. Så ikke nok med, at
de nuværende ejere må tåle
tab på den løbende drift, de
må også imødese et
betydeligt lavere provenu
ved salg, hvor de hårdest
belastede områder vil overgå
til naturområder, enten ved
tilplantning eller
braklægning. Der kan også i
enkelte tilfælde blive tale
om en betydelig afskrivning
på driftsbygninger, i det
omfang disse knytter sig til
den nuværende udnyttelse af
markerne – primært
husdyrproduktion. Det er
vores påstand, at man på
denne måde kan tale om, at
der sker en glidende,
erstatningsfri ekpropriation,
idet det vil være de
nuværende ejere, der alene
kommer til at bære
omkostningerne ved en
erklæret almen interesse i
den voldsomme
bestandsfremgang for
kronvildtet, vi oplever i
vores område i disse år.
|
| |
 |
| |
|
Truet
retssikkerhed. |
|
Denne
voldsomme bestandsfremgang
er – efter vores vidende –
ikke sket på baggrund af en
politisk beslutning med en
nærmere fastlagt målsætning
endsige diskussion af
fordele og ulemper. Vi er,
som umiddelbart berørt part,
på intet tidspunkt blevet
hørt om vores indstilling
til den forvaltningspraksis,
der er forudsætningen for
den nuværende situation.
Denne praksis udspringer –
efter vores mening – af en
lettere luftig
hensigtserklæring fra
Vildtforvaltningsrådet, der
udtrykker et ønske om en
større udbredelse af
kronvildt i den danske
natur, således det for en
større del af befolkningen
bliver muligt, at opleve
disse i sandhed smukke og
imponerende dyr. Et ædelt
ønske, som dog ikke ændrer
ved den kendsgerning, at man
på intet tidspunkt har
opstillet en fast målsætning
med hensyn til, hvor høj en
bestandstæthed (ha skov/dyr)
man kan acceptere. Dette er
en eklatant fejl, og at den
i Vildtforvaltningsrådet er
blevet godkendt, også af
landbrugets repræsentanter,
ændrer ikke ved den
kendsgerning. Der er efter
vores opfattelseblevet
snorksovet godt og grundigt
i timen! |
| |
|
Denne manglende målsætning
bevirker, at der er vide
grænser for fortolkning, en
fortolkning der i dette
tilfælde helt og aldeles er
blevet overladt til med
medarbejdere centralt i
Skov- og
Naturstyrelsen. Vi mener, at
det faktum, at beslutninger,
som har så vidtrækkende
konsekvenser for
enkeltpersoner og deres
privatøkonomi, overlades til
ansatte i
centraladministrationen,
uden at være underlagt
politisk kontrol, er stærkt
betænkeligt i forhold til
retssikkerheden.
Vildtforvaltningsrådets(VFR.)
tiltag i forhold til
markskadeproblematikken. Én
af undertegnede (Ole
Tranberg) sidder som
landbrugets repræsentant i
Hjortevildtgruppe
Midtjylland. Denne gruppe er
én af flere grupper, der af
VFR er nedsat for lokalt at
sikre en etisk forsvarlig
jagtudnyttelse af
kronvildtet, samt indsamle
viden om bestandsstørrelse
og udbredelse herunder også
omfanget af markskader i
landbruget. Der er, i
forhold til markskaderne,
udelukkende tale om en ”suttekludseffekt”,
idet grupperne ikke har
nogen som helst kompetence
til at iværksætte
afværgeforanstaltninger,
herunder mulighed for større
afskydning. Grupperne har
primært synliggjort sig
gennem afholdelse af diverse
stormøder med indlæg fra de
involverede
interessegrupper.
Symptomatisk for disse møder
har været, at når de er
foregået i de områder der
har en stor
kronvildtbestand, så har
markskaderne optaget den
altovervejende del af den
tid, der har været afsat til
debat. På den baggrund
besluttede den midtjyske
hjortevildtgruppe på sit
sidste møde, at man ikke
ville tage initiativ til
møder under den form så
længe, der ikke er en
permanent og langsigtet
løsning på problemerne med
markskader. Gennem samtaler
med formanden for VFR,
næstformanden i Dansk
Landbrug og vicepræsidenten
i Danmarks
Naturfredningsforening - der
også er medlemmer af VFR -
fremgår det klart, at man
fuldt ud er klar over, at
der for enkelte landmænd er
tale om massive problemer,
men man beklager samtidig,
at der ikke kan skaffes
økonomiske midler til at
kompensere de berørte
lodsejere. Man undskylder
hermed de manglende
initiativer, med
miljøministeriets uvilje til
at tilføre midler til
området, underforstået at
kun erstatningsordninger kan
løse problemerne. Det er
vores helt klare opfattelse,
at løsningen kan gøres langt
mindre kompliceret og
omkostningskrævende, men at
tingene strander i VFR enten
p.gr.a. medlemmernes
uvidenhed eller manglende
politiske kompetencer, nok
mest det sidste! Skov og
Naturstyrelsen(SN) tiltag i
forbindelse med
markskadeproblematikken.
Det er i den seneste tid
lykkedes repræsentanter for
lodsejerne, at få fremført
deres problemer i medierne,
både lokalt og
landsdækkende. Ansatte i SN
har her argumenteret for, at
landmændene selv bør gøre en
større indsats for at komme
problemerne til livs, og
henviser til, at jagten
primært skal foregå på
hundyr, for på den måde at
begrænse
produktionsapparatet. Man
henviser endvidere til en
dispensationsordning, hvor
det er muligt at få lov til
at skyde kalve fra d.15.
juli og frem til
jagtsæsonens start d.1.
september. Der er ingen
tvivl om, at begge tiltag
kan have en virkning i nogle
sammenhænge, men ud fra
vores lokalkendskab, mener
vi ikke de er
tilstrækkelige, bestanden er
ganske enkelt for stor.
Jagten på kalve og hinder
går ind d.1. oktober. På
dette tidspunkt har dyrenes
trækmønster ændret sig
grundlæggende. I
vækstsæsonen, når kalvene
lige er blevet sat, oplever
vi dyrene på marken på alle
tider af døgnet, selvom
kronvildtet primært
betragtes som natdyr. Når vi
kommer hen i det tidlige
efterår, hvor markerne for
kornafgrødernes vedkommende
er høstet og nætterne bliver
længere og mørkere, æder
dyrene igen primært om
natten. På samme tidspunkt
begynder kronvildtets
brunstperiode, hvor rudlerne
samles i de store og tætte
skovområder, så uden for
skoven oplever vi kun
sporadisk træk primært af
yngre handyr. Så alene de
nuværende jagttidsregler gør
det mere end svært, for os
uden for skoven, at gøre
noget virkeligt effektivt på
dette område. Det er primært
inde i skoven, der kan
drives en forsvarlig og
bestandsregulerende jagt
under de gældende
forudsætninger! |
| |
 |
| |
|
Med hensyn
til jagt på kalve udenfor
jagttiden så skal ordningen
administreres af det lokale
statsskovvæsen. Lodsejeren
skal dokumentere, at man har
forsøgt andre afværge -
foranstaltninger uden det
har virket. Ordningen er
ikke tænkt som en
bestandsre -gulering, men
udelukkende som en skræmme
-foranstaltning, hvilket vil
sige, at man kun får
tilladelse til afskydning af
enkeltdyr. Det kan være en
udmærket midlertidig løsning
for den enkelte landmand,
men som en langsigtet
løsningsmodel - i områder
med en stor bestandstæthed -
er den virkningsløs. Fordi
man skyder ét dyr ud af 300,
holder de resterende 299
altså ikke op med at æde!
Erstatningsordninger. Det
fremføres i debatten igen og
igen, både fra
repræsentanter for
landbruget og repræsentanter
fra de grønne
organisationer, at løsningen
på problemerne, med
markskader fra kronvildtet,
skal findes i
erstatningsordninger, som
helt eller delvist skal
kompensere de berørte
landmænd for de tab, de
lider. Det har indtil nu
ikke været muligt, at få
konkretiseret hvorledes
disse ordninger skal
udformes endsige
finansieres. Det er et
synspunkt, der almindeligvis
luftes ved festlige
lejligheder – diverse
offentlige møder – og der
har i årevis været bred
enighed om, at det er sådan
det skal være, men selv
dette lange tidsrum har
tilsyneladende ikke været
tilstrækkeligt, til at få
blot et skitseforslag på
bordet. Som part i sagen har
vi da også mere end svært
ved at se, hvordan man kan
få en retfærdig ordning, der
kompenserer tilstrækkeligt
uden at kunne misbruges.
Hvad er udgangspunktet? Er
det som forholdene er i dag,
dvs hvor vi allerede har
måttet give afkald på det
frie afgrødevalg? I så fald
må vi allerede erkende et
værditab på jorden, som vi
ikke får noget for. Hvis
ikke, jamen så skal
udgangspunktet jo være som
forholdene var for 15 år
siden, altså hvor arealerne
kunne drives økonomisk
optimalt med afgrøder, der
over tid giver et betydeligt
højere dækningsbidrag end
kontinuerlig korndyrkning.
Som brugere af jorden kan vi
også se et scenarium, hvor
vi som modydelse for en
eventuel erstatningsordning
skal afstå vores frie
dispositionsret over
markerne. Hvordan kan det
komme til at påvirke den
fremtidige prisdannelse på
jorden? Spørgsmålene er
mange, svarene tilsvarende
få. Ydermere vil det nok
komme som en overraskelse
for de færreste landmænd,
hvis ikke en sådan ordning
kommer til at gå hånd i hånd
med et betydeligt
bureaukrati og
kontrolapparat, og selvom vi
da er venlige mennesker, der
vil andre det godt, så mener
vi alligevel ikke, at vi er
sat i verden udelukkende for
at skaffe arbejde til
konsulenter, bureaukrater og
kontrollanter. |
| |
|
Så som
udgangspunkt siger vi nej
tak til erstatninger.
Bestandstæthed, ha
skov/dyr. I stedet foreslår
vi, at det ud fra en analyse
af fordele og ulemper,
fastslås hvilken målsætning
for bestandstætheden der
skal gælde i kronvildtets
kerneområder. Vi er klar
over, at ønsket fra de
grønne organisationers side
er mere kronvildt på
landsplan, og at man via en
kraftig fremgang i bestanden
i kerneområderne forestiller
sig, at vildtet derfra vil
sprede sig ud over et større
område. Vi mener, at dette
er en fejlkalkulation, da
det er vores helt klare
opfattelse, at selv med det
nuværende vildttryk i
området, er vi et pænt
stykke fra det punkt, hvor
krondyrene frivilligt søger
ud på mindre lokaliteter.
Kronhjortene er - i forhold
til mange andre dyrearter -
ikke territoriale, men
sociale individer, forstået
på den måde, at det ikke er
afstanden til artsfæller som
får dem til at søge andre
steder hen, men primært
fødetilgængeligheden.
Dyrenes foretrukne levested
vil altid være store,
sammenhængende og
uforstyrrede skovområder, er
denne forudsætning til
stede, så går de gerne lidt
længere efter føden. Set i
det perspektiv er vi, efter
vores opfattelse, stadig
langt fra en bestandstæthed,
som naturligt vil få dyrene
til permanent at søge ud til
andre områder. Derfor mener
vi, det på ingen måde er
formålstjenligt med den
nuværende bestandstæthed.
Man bliver nødt til at
differenciere sine
virkemidler i forhold til
området, dvs ønsker man
nyetablering af en bestand i
et område, skal man have
andre
virkemidler(særfredninger,
begrænsning af
offentlighedens adgang til
området indtil bestanden kan
betragtes som værende fast
etc.) end når man skal
håndtere en robust bestand i
et område, hvor de må
betragtes som værende
naturligt forekommende. Poul
Hald Mortensen fra Danmarks
Naturfredningsforening har
tidligere slået til lyd for,
at man målsatte
bestandstætheden til 1
dyr/20 ha skov – vi har dog
set, at han i den forløbne
periode har ændret holdning,
det står jo enhver politiker
frit for, - så han i dag
mener, man skal stræbe efter
1 dyr/10 ha skov. Hvis vi
tager udgangspunkt i den
første målsætning – 1 dyr/20
ha skov – så skal bestanden
i vores område reduceres med
50%. Det vil alene hjælpe os
et godt stykke af vejen mod,
at vi alle sammen kan være
her. Tager vi derimod
udgangspunkt i den sidste
målsætning, så skal
bestanden bibeholdes på det
nuværende niveau. Samtidig
har Poul Hald Mortensen dog
også erkendt, at den
nuværende bestand af
kronvildt - i bl.a. Gludsted
Plantage - efter DN’s
opfattelse er for stor! Mon
ikke DN lige har brug for en
tænkepause! Vi mener helt
klart, at 1 dyr/20 ha skov
skal være målsætningen, og
for at nå den er det
nødvendigt at øge afskydning
af dyr betydeligt i forhold
til i dag. Skal dette
delvist ske udenfor skoven
må jagttiderne udvides
lokalt, men ellers vil det
være inde i skovområderne
den største reduktion skal
foregå. Dyrkning af
foderafgrøder i skoven. Det
er vores opfattelse, at en
reduktion af bestanden af
kronvildt til 1 dyr/20 ha
ikke skal stå alene. Skal
det være en succes, forstået
på den måde, at markskaderne
reduceres til et acceptabelt
niveau, samtidig med at det
ikke medfører begrænsede
muligheder for den brede
befolkning for at træffe
dyrene i deres naturlige
omgivelser, så skal der
flere ændringer i
forvaltningspraksis til.
|
| |
Her mener vi, at et krav til
skovejerne i kerneområderne
- både private og offentlige
- om at etablere fodermarker
i omdrift(med tilførsel af
gødning) - på min. 5% med
mulighed for op 10% af
skovens areal - kan være et
tiltag, der yderligere
aflaster landbruget i
området. Det er vores
opfattelse, på baggrund af
den ikke ubetydelige
værdiforøgelse
tilstedeværelsen af en fast
kronvildtbestand har på
skovenes salgspris, at dette
ikke er et urimeligt
forlangende. I forhold til
publikum kan de offentlige
skove så samtidig henvise
til fodermarkerne, som de
områder, hvor der vil være
stor sandsynlighed for at se
kronvildtet i store dele af
sommerhalvåret. Skal dette
gennemføres, må der kunne
dispenseres fra
fredskovloven, ligesom man i
statsskovbruget - på de
omfattede arealer - skal se
bort fra sin certificering,
så det bliver muligt at
tilføre gødning til
fodermarkerne, hvilket
udmærket kan ske i form af
husdyrgødning således at
dyrkningen på statens
arealer kan ske ud fra
økologiske principper.
Afsluttende betragtninger.
Det er vores håb, at
ovenstående ikke har bibragt
den opfattelse, at vi ønsker
alt kronvildt hen hvor
peberet gror, da det på
ingen måde er hensigten.
Ingen af os ville bo hvor vi
bor, hvis ikke naturen og de
dyr der lever i den
interesserede os, og her
giver kronvildtet nogle
oplevelser, som vi ikke
ville være foruden. Det er
blot ødelæggende for hele
vores indstilling, når vi
gentagne gange oplever nogle
interesseorganisationer
galoppere af sted mod
horisonten, på deres høje
hest, for at føre kampen for
den gode sag, uden
hensyntagen til, at det er
andre, der skal betale
prisen for deres
selvpromovering. Samtidig er
vi også af den
overbevisning, at selvsamme
organisationer tit, på denne
måde, skader deres egen sag
mere, end de er klar over
ved at være unødigt
konfrontationssøgende.
Indimellem kan man godt få
den opfattelse, at lederne
søger konfrontationen
udelukkende ud fra den
betragtning, at er der ingen
krig, er der ikke brug for
generaler. Ser vi på de
tilkendegivelser, vi får fra
især DN’s folk lokalt og
også i hjortevildtgruppen,
så er der en helt anden
forståelse for vores
situation, og de tiltag vi
mener er nødvendige. Så
meget desto mere beklageligt
er det, at de
afværgeforanstaltninger vi
sætter i værk(hegnssætning,
gaskanoner etc.) kan være
med til at begrænse eller
ødelægge den naturoplevelse
disse mennesker kan have i
netop deres lokalområde. Det
er vores forventning, at du
som miljøminister vil være
behjælpelig med at løse
disse knuder, hvilket efter
vores opfattelse bedst gøres
ved, at give et indtil nu
handlingslammet VFR et pålæg
om, snarest at finde nogle
konstruktive og
fremadrettede
løsningsmodeller til
afhjælpning af den
situation, vi befinder os i.
Vi vil gerne bidrage til
løsningen, men vi hverken
kan eller vil bære alle
byrderne alene. Med venlig
hilsen
Evt. uddybende spørgsmål
eller kommentarer kan rettes
til Ole Tranberg
|
|
Ole Tranberg på Tlf.
97140177 Mobil 61745070
|
|
E-mail
 |
|
Breve til Miljøminister
Troels Lund Poulsen af Hr. Ole Trandberg
 |
|
Exit
 |
|
|
|
|
